Haidi Wigger Klaris

Mit første bekendtskab med forfatteren Haidi Wigger Klaris var til Bookeater Convention i 2015, hvor jeg hørte oplægget om hendes fantasy-paranormal-triologi ”Dæmonherskerens arving”. Efterfølgende fik jeg en snak med hende og hun var åben, imødekommende og venlig, og brugte tid til at svare på spørgsmål om litteratur. På dette tidspunkt havde jeg ikke læst serien, men besluttede mig straks at gå hjem for at læse serien. Selvfølgelig er det svært ikke at gå ind i læsningen med et åbent sind, når forfatteren fra start har været sød, men en anmelder forbliver jo selvfølgelig objektiv, uanset hvad, ikke?

Nu tror du sikkert, at jeg ikke nød bogen – men dér kan du tro om igen. Jeg nød virkelig læsningen! Den var spændende og man blev slugt af universet fra starten af. Jeg kunne enormt godt lide, at historien finder sted på en gammel kostskole, hvor man kan høre væggene hviske til hinanden. Det er helt bestemt et godt sted for en fantasy-fortælling at udfolde sig!

Den 17-årige Ally flytter ind på kostskolen Larchwood. Tæt ved skolen ligger en gammel kirke, der har et hemmeligt rum, hvor det siges, at der i fortiden blev praktiseret sort magi. Et spøgelse opsøger Ally og råder hende til at finde en gammel, magisk bog om heksekund, og herfra begynder historien for alvor.

"Når vi har fundet Skyggernes Bog vil kredsen prøve at fremmane den, og det ville være en stor hjælp hvis du var en del af ritualet".

Historien er god og plottet har et godt tempo. Sproget er letlæseligt og til tider morsomt, samtidig med at det går stærkt med at lære de forskellige karakterer at kende. Bogen benytter sig at have et stort persongalleri, så der er en karakter for ”enhver smag”. Desuden var Ally en god karakter, som man godt kunne anse som en god veninde. Dog er det også tydeligt, at hun er 17 år gammel og at hormonerne flyver rundt i kroppen. Nogle gange er det svært at se det rigtige valg foran sig, når verden er forvirrende og man skal finde sig selv.

Det er svært ikke at begynde at glæde sig til at læse fortsættelsen, når man først (hurtigt) har læst bogen. Stemningen på kostskolen er uhyggelig, pirrende og man føler sig aldrig ”alene”. Det er som om der altid er noget, som holder øje med med én. Fortidens minder er i den grad til stede!

"Jeg samlede bogen op og lagde den på sengen. Jeg lagde flygtigt mærke til at den havde været slået op på et lille afsnit der handlede om Larchwoods tidligere ejer James Larchin og hans to hustruer. Efter at have sikret mig at bogen lå helt ind mod væggen, gik jeg ned mod pigernes fælles badeværelse for at gøre mig klar til at gå i seng. Da jeg kort efter kom tilbage og åbnede døren til mit værelse, stoppede jeg forskrækket op. Den bog, som jeg meget omhyggeligt havde lagt på sengen, lå nu igen nede på gulvet. Og der var slået op på en side som viste et billede af James Larchin og hans hustru Catherine".

Det er svært ikke at ville have mere. Så er det jo godt, at fortsættelsen ”Skæbnens Kald” venter på hylden...… (mais)