Jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal mene om dette bind. På den ene side er det fine albums med solidt håndværk og spændende ideer i detaljen. På den anden side er seriens storhedstid tydeligvis ovre. De bedste historier er allerede brugt, og der er mest tale om variationer over gamle temaer. Det viser sig også i persongalleriet: Nye kommer til, men for det meste er det gensyn med gamle kendinge.

I Ultralummets gidsler bliver Linda og Valentin rodet ind i en betændt kidnapningssag. Dødens kvartet stikker af med Linda og den lille kalif, der er søn af den monsterrige storkalif. Valentin sætter efter, og snart går det mod det hjørne af rummet, hvor fattige arbejdere udvinder ultralum, brændstof til rumskibene, under forfærdelige forhold. Parallellen til Mellemøstens oliesheiker er til at få øje på, og storkaliffen er både en umenneskelig despot, en nyrig uden dannelse og en elendig far. Kapitalisme-kritikken er en gennemgående tråd i serien, men sjældent har den været så tydelig og markant som her.

Hittebarnet fra stjernerne er en direkte efterfølger. Linda og Valentin tager den lille kalif med sig, og med Dødens kvartet i hælene suser de af sted for at finde en god kostskole, hvor knægten kan slippe for sin far og endelig få noget af den dannelse, han mangler. Hovedparten af handlingen foregår i et kosmisk Hollywood på speed, hvor selv de simpleste historier er kogt ned til det rene ingenting, og hvor gårsdagens afsnit i de uendelige soaps slettes for at forhindre forvirring hos publikum. Satiren er bidende og albummet fint, men det kosmiske og filosofiske perspektiv fylder ikke meget her.

Endelig er der Gennem usikre tider, som jeg gik til med blandede forventninger. Vi er tilbage på Jorden, hvor det multinationale selskab Vivaxis er i gang med at udvikle et udødeligt supermenneske. Det bringer Gud i affekt – ret bogstaveligt – og treenigheden fra Tordenkilen fra Hypsis er dermed tilbage i serien. Det påfund var jeg aldrig vild med, og jeg ved ærlig talt ikke, om det hjælper at Sat denne gang er med som en nedstyrtet engel. Under alle omstændigheder står det snart klart, at de to guddommelige kræfter har vidt forskellige visioner for Jordens fremtid. Historien munder ud i en antydning af parallelle verdener, så Galaxity måske ikke er så permanent forsvundet, som noget tydede på. Men bortset fra det er historien faktisk bygget rigtig fint op som en klassisk agentfortælling.

Jeg glæder mig selvfølgelig til at læse afslutningen på hele sagaen i bind 7 og som sagt er det stadig fine albums, der er værd at læse hver for sig. Men når nu de første bind var så fantastiske, sidder man alligevel tilbage med en lille skuffelse over den sidste del af serien. ( )