Tardi er dybt optaget af fransk historie og ikke mindst af 1. verdenskrig, der indledte Europas fald fra tinderne som verdens dominerende centrum. Det er nu ikke det storpolitiske, der interesserer Tardi, men derimod det enkelte menneskes skæbne i det nådesløse og umenneskelige krigsmaskineri.

Det er også tilfældet her. Varlot er allerede en veteran, der har overlevet flere meningsløse angreb, end det burde være muligt. Under endnu en offensiv bryder hans kammerat sammen og begår selvmord. Tilbage er kun et blodigt brev til hans kone. Da Varlot mirakuløst overlever både en henrettelse for mytteri og et tysk bombardement beslutter han sig for at overbringe brevet.

Albummet har nærmest karakter af en novelle. Det er en lille historie, der hurtigt åbner ind til krigens gru, men det har ikke den dybde eller kunstneriske kvalitet, som Skyttegravskrigen har. Det er stadig Tardis hovedværk om Den store krig – og jeg vil anbefale at starte der. ( )

Didier Daeninckx (qui a bien souvent montré les aspects les plus dérangeants de la première guerre mondiale) rencontre Jacques Tardi (qui s'est également illustré sur le sujet, depuis les illustrations de Céline jusqu'à Brindavoine) : je me frottais les mains. Mais, finalement, bof, bof : cet album est plaisant à lire, et certaines planches (l'errance de Varlot sur le champ de bataille) sont vraiment intéressantes, mais le tout est malgré bien maigre. Je n'y ai pas trouvé la même profondeur et le même mordant que dans les autres créations de ces deux grands auteurs. ( )