It starts out calmly, with good descriptions, but falls into pontificating and internal self-doubt. Nathalie and Sigurd have a 'modern' marriage (remember, this is written in the 1930's) in which each promises to be scrupulously honest and also allow the other their independence. When Sigurd omits to tell her about an affair, we go thru pages of what-if's and what-should-I-do. Sprinkled in are meetings with others, where we learn of the difficulty men have of finding employment, the troubles country folk have with fitting into city expectations, some political aspects, opinions on religion, Nathalie's parents' ethical approach on women's liberation, etc. The reader is assumed to understand which locations are summer resort areas.
I could have wished more description of the locale instead of the inner landscape. Since Nathalie works with an interior design company, there are descriptions of buildings and furnishings which didn't translate well---what are 'dragons' on the roofs?
Too boring to complete, tho I may keep it for those nights when I need to put myself to sleep. ( )

Undset er mest kendt for hendes middelaldertrilogi om Kristin Lavransdatter, som jeg ikke har læst endnu, men hun har også udgivet en række romaner om moderne kvindeliv. Født i 1882 oplevede hun første fase af kvindefrigørelsen, hvor det primært handlede om at etablere kvinden som et selvstændigt juridisk subjekt, der selv kunne forvalte sine penge, selv kunne stemme ved valg – og selv begære skilsmisse, hvis hun blev træt af samlivet.

Let var det stadig ikke, for moralen flyttede sig ikke nødvendigvis lige så hurtigt som lovgivningen, så hvordan skulle den enkelte kvinde forvalte de nye muligheder? I Jenny skildrede Undset, hvor vanskeligt det var på én gang af være selvstændig skabende kunstner og samtidig at finde kærligheden. I Den trofaste hustru er hovedpersonen også selvstændig, og det er som om selve selvstændigheden står i vejen for hendes lykke – og så alligevel: Måske bliver den mest af alt en undskyldning for hendes mand og for hende selv.

Nathalie har været gift med Sigurd i 16 år. Selvom de begge kommer fra landet, er de nu fast etableret i Oslo, hvor hun er leder i en husflidsforretning, og han arbejder som ingeniør. Det er aldrig lykkedes dem at få børn, og selvom Nathalie oplever deres samliv som kærligt og respektfuldt, så kunne det udefra se ud, som om de lever ved siden af hinanden fremfor med hinanden. Ferier holder de som regel hver for sig, og de har helt bevidst opretholdt hver sin venskabskreds.

En dag i foråret sker der noget underligt. Sigurd er ude med nogle venner, det er der ikke noget usædvanligt i, men han kommer først hjem næste morgen med en halvbagt forklaring, som Nathalie dog tager for gode varer. Til gengæld begynder hun at høre henkastede bemærkninger om en ung kvinde fra hjemegnen, som han har hjulpet med gode råd. Da hun spørger ind til det, afviser han at kende noget særligt til hende…

Nå, ikke overraskende, så ER der mere i den historie, end han giver indtryk af, og pludselig må Nathalie se utroskaben i øjnene. Ikke nok med det: Den unge kvinde er også blevet gravid, og da ægteparret endelig konfronterer hinanden, kommer det frem, at Sigurd i virkeligheden har ønsket sig en helt anden tilværelse, hvor Nathalie går hjemme og passer børn fremfor at have lønarbejde og være med til at forsørge familien. Det siger han i hvert fald – måske er det affæren, der forskubber erindringen om livet med Nathalie – og hun må se i øjnene, at meget af det hun har troet på pludselig falder bort.

Undset skildrer også, at det er en ting at være en moderne kvinde, der tror på kvindens ret og pligt til at forme sin egen tilværelse og til at sige fra over for utro ægtemænd, men at det er noget ganske andet, når man selv er den bedragne, der pludselig skal til at møde verden som fraskilt hustru. Ikke at hele hendes tilværelse bryder sammen – hun har jo sin egen indtægt, sin egen bekendtskabskreds og sine egne beundrere – men netop derfor bliver det også nemmere for Sigurd at forlade hende.

Der er løbet meget vand i åen siden romanen blev udgivet i 1936, men jeg synes stadig, at den er værd at læse. Nathalies oplevelse af et pludseligt svigt, hvor tilværelsens faste grundpiller forsvinder fra det ene øjeblik til det andet, er genkendelig, og hendes evne til at rejse sig og forme tilværelsen på den anden side er inspirerende – men måske også lidt romantisk. ( )