England, ca 1961
Sir Iain McIver på 65 år har et overlydsfly, Star-raker, på tegnebrættet og er utålmodig efter at høre fra luftfartsministeriet om de vil finansiere udviklingen. Hans kone og søn døde begge i april 1942, men datteren Fiona Patricia McIver kom uskadt gennem krigen og er nu 22 år. Han siger det ikke højt, men han er en self-made mand og det piner ham at han ikke har en søn til at tage over. Men hans seneste 14 års arbejde krones med held, da der kommer grønt lys og en regeringskontrakt på 9 Star-raker I fly til levering til B.O.A.C. i 1966/1967. Men det er selvfølgelig under forudsætning af at der ikke dukker problemer op og testpiloten John Jago, som sammen med andenpilot Keith Hamilton og navigatør Jim Bradley, er begyndt at føle sig sløj. Han besvimer under en testflyvning og Keith tager over. Oplevelsen sender ham til læge, der grounder ham og han indleverer sin afskedsansøgning til McIver, der tager imod den med beklagelse.
Fiona er flyttet hjemmefra og arbejder som sekretær for en biologisk forskningsenhed. En af forskerne Miles Eddlestone på 72 år har udviklet et kunstigt blodprodukt (kaldet blodplasma) og har brug for at få det til en samarbejdspartner i Britisk Columbia i hemmelighed og uden at toldmyndighederne skal have detaljeret besked. Fiona får faderen til at få Keith til at lave en prøveflyvning til Britisk Columbia og tage 100 ml plasma med foruden den maskine der holder det ved passende temperatur og tryk undervejs, ialt ca halvanden ton. Flyvningen går godt, men plasmaet er ødelagt, da det kommer frem.
Eddlestone undersøger sagen og kan ikke finde fejl i håndteringen undervejs, så han frygter at stråling eller andet under flyvningen i 25 kms højde ødelægger noget.
De tager ud til flyvepladsen, men her er der drama, for førstepiloten Somerville er besvimet og andenpiloten har ikke prøvet en landing før. Det lykkes, men Somerville bliver hentet af en ambulance uden at være kommet til bevidsthed.
Fiona tager med næste sending og den er også dramatisk, for en tryksensor giver alarm og piloterne skynder sig at styrtdykke ned til 12 km højde. Trods dette tager plasmaet skade, men ikke så meget som den første sending. McIver vil gerne have at Fiona ikke tager tilbage på Star-raker, men tager et almindeligt passagerfly, men han siger ikke hvorfor.
Fiona og Keith snakker sammen (selv om Fiona synes at Keith er træls og pågående og Keith synes at Fiona er arrogant og afvisende) og finder ud af at de faktisk synes godt om hinandens selskab.
Somerville dør af galopperende leukæmi og det ser ud til at der sker dårlige ting, når man i et Star-raker fly kommer over 20 kms højde. McIver spørger rundt til de amerikanske konkurrenter, men de har ikke oplevet noget tilsvarende, siger de. Fiona og Keith laver i samarbejde med McIver og kræftforskerne flere forsøg og man kan ikke måle andet end en smule forøget radioaktivitet i højderne, men alligevel dør forsøgsdyrene, når man kommer over en vis højde. Efter et lidt langt tidsrum, hvor McIver bliver presset af sin bestyrelse når Fiona frem til at mistænke overlydsstøj som kilde til kræfttilfælde og døvhed. Hun starter med at optage støjen med særlige båndoptagere, men de er besværlige og kræver efterfølgende databehandling. Meget billigere og bedre er bure med marsvin og hun får lokaliseret luftkompressionspumpen, som først sætter ind ved ca 16,5 kms højde som kilden. Den er lokaliseret under cockpittet, hvilket forklarer hvorfor det er piloterne, det går ud over.
Hun er desværre blevet næsten døv undervejs, men til gengæld er hun og Keith blevet forelskede i hinanden. McIver demonstrerer lydproblemet for en større forsamling og morer sig med at få skruet helt op for lyden. Det koster Fiona den sidste rest hørelse, men til gengæld har han fået malet et portræt af hende i samme format som det, han har af sønnen Jamie. Kunstneren er Augustus John (4 januar 1878 - 31 oktober 1961), som også udenfor denne fiktive bog er en anerkendt maler.
McIver forsøger at få Fiona til at overtage firmaet, men det vil hun ikke. I stedet sætter hun og Keith kurs mod Canada, hvor han kan flyve mindre maskiner og være sin egen herre.

Man kommer til at tænke på Concorde og på at supersoniske passagerfly er gået i sig selv igen. Her i bogen kan de laves til en fjerdedel af prisen for de gamle fly og har ingen ulemper, tror man da. Det er svært ikke at drage paralleller til Boeing 737 Max og flystyrtene i oktober 2018 og marts 2019. Der vil altid være et incitament for at få fly i luften, selv om rapporter og undersøgelser tyder på at det måske ikke er en god ide.
Selve plottet i historien virker konstrueret, for mekanismen bag kræft fremstilles oversimplificeret som om blodet indeholder noget "kræftresistens" og hvis det ødelægges får man kræft i løbet af nul komma dut. Det virker også lidt underligt hvis der ikke er et lys på instrumentbrættet, der viser at luftkompressoren går i gang, men så ville man jo have fundet fejlen på fem minutter i stedet for fem måneder og det går jo ikke.
Bortset fra det er der sådan set en fin diskussion af kønsroller og manglende anerkendelse fra sine forældre. ( )