Bangs debutroman vakte skandale, da den udkom i 1880. Han blev dømt for ’utugtige’ passager og tvunget til at fjerne 1½ sider fra førsteudgaven. I betragtning af hvad vi senere er blevet vænnet til at se på skrift, kan det godt undre. Endnu er Bangs subtile virkemidler ganske vist ikke helt på plads, men pornografi er det ikke just.

Hovedpersonen er den unge William Høg. Hans familie har i århundreder hørt til landets fremmeste, og det lægger naturligvis et voldsomt pres på ham for at blive til noget – et pres, der kun forstærkes af, at slægten nu er på vej ned. Hans mor er svagelig og dør tidligt af tuberkulose, mens faderen har store psykiske problemer.

Man aner en darwinistisk dagsorden: Samles de dårlige egenskaber hos William eller kommer han til tops trods dårlige odds? På den anden side er det snarere presset og de høje forventninger end generne, der plager William. Da han samtidig får et ufravigeligt ønske om at blive skuespiller og slet ikke kan se sig selv i nogen anden stilling er scenen sat (!) til en tragisk slutning.

Vi følger Williams gennem hans kamp med den ustabile fader, som gymnasiast på Sorø Akademi, hvor han forelsker sig i den modne Kamilla, og hans efterfølgende stræben på at slå igennem som skuespiller i København, mens han officielt er universitetsstuderende. Han kommer ind i kredsen omkring forfatteren Bernhard Hoff, inden han endelig sætter sine drømme på spil ved at aflægge prøve på teateret.

Der er ingen tvivl om, at romanen i vid udstrækning er selvbiografisk, og særligt Williams usikkerhed over for den valgte livsbane er ramt lige på kornet. Som alle andre kunstnere havde den unge Bang haft usikkerheden tæt inde på livet. Først når anerkendelsen kommer, kan man reelt vide, om talentet kan bære.

’Håbløse Slægter’ er en typisk debutroman. Fyldt med originale tanker og greb, der peger frem mod det store forfatterskab, men også uden den stramme komposition og den sikre karaktertegning af alle fortællingens figurer, der præger hans hovedværker. ( )