Første bind af Li Kunwus saga om Kinas udvikling fra 1950 til i dag sluttede med beskeden om formand Maos død i 1976. Bind 2 åbner med den knugende sorg og frygtsomme usikkerhed, der prægede tiden lige efter. Hvem kommer til at tage over? Og hvem bliver vindere og tabere i spørgsmålet om kulturrevolutionens fremtid?

De færreste oplever magtkampen på nært hold, men da det står klart, at firebanden er besejret og kulturrevolutionen afblæst, sætter det en vældig glæde og energi løs. Xiao Lis er spredt for alle vinde, men faderen kommer hurtigt tilbage til sine gamle poster, og langsomt kan familien finde hinanden igen. Der blæser nye vinde, og i løbet af de fire år gøres der op med så mange gamle doktriner, at grunden til et helt nyt Kina er lagt.

Det fascinerende er, at Li Kunwu skildrer hele historien inde fra det kommunistiske parti. Her ses kulturrevolutionen som (endnu) en fejltagelse, men det ryster på ingen måde troen på, at partiet kan og skal lede Kina fremad. Efter ti år i genopdragelseslejren træder faderen ind på sine gamle poster. Selv på sit dødsleje går hans tanker til partiet, og medlemskab er stadig Xiao Lis vigtigste mål. Og angiverkulturen er ikke længere væk, end at Xiao udleverer sin bedste ven til politiske kommissær, fordi han har opført sig respektløst. I en forbløffende sekvens forsvarer den voksne Xiao Li / Kunwu Li stadig handlingen over for sin søn.

Mange, mange europæiske intellektuelle har krympet sig, når afstanden mellem idealer og kommunistisk virkelighed er blevet for stor – se f.eks. omtalen af Doris Lessings The Golden Notebook, som jeg lige har læst – og det er interessant at se, hvordan denne familie gennemlever ideologiske ”fejltrin” med store personlige omkostninger uden at miste troen på idealerne. Men det er måske det fortsatte medlemskab af partiet og den økonomiske succes, der får fortiden til at se mere enkel ud, end den egentlig var?

Bind 2 er selvfølgelig også en fortælling om at blive voksen og i sidste ende om at miste sin far og stå på egne ben, og der er bedre plads til at folde den personlige historie ud, fordi handlingen koncentrerer sig om få år. Li Kunwu opfatter tydeligvis sidste halvdel af 1970’erne som det afgørende omdrejningspunkt for både sin egen og det moderne Kinas udvikling. Jeg glæder mig til at læse tredje og sidste del af dette storværk. ( )