Vergangenheitsbewältigung – altså undersøgelse og bearbejdning af fortiden, især den nazistiske – er nærmest blevet en tysk nationalsport, men sådan har det ikke altid været. I den tidlige forbundsrepublik under Adenauer handlede det mest om økonomisk fremgang, genopbygning og normalisering, og det skulle alt sammen helst ske uden at rippe for meget op i fortiden. Det frustrerede åbenlyst Wolfgang Koeppen, der med en romantrilogi prøvede at ruske lidt op i dynen af ufortjent selvtilfredshed. Forgæves – i hvert fald på kort sigt, for senere blev hans bøger genopdaget og fremhævet af bl.a. Marcel Reich-Ranicki.

Der Tod in Rom fra 1954 er den sidste af romanerne. Den unge komponist Siegried Pfaffenrath er i Rom, hvor hans første symfoni skal opføres. Bag iscenesættelsen står dirigenten Kürenberg, der i 1933 blev tvunget til at forlade sin stilling i en tysk by, fordi han var gift med Ilse Aufhäuser, en jødisk kvinde. Hendes far ejede byens store varehus, der blev brændt ned under en af pogromerne, ligesom han selv blev slået ihjel. Siegfrids far var byens borgmester i 1933 – og han er blevet det igen efter krigen.

Siegfried har brudt med sine forældre efter sin tid i engelsk krigsfangelejr. Mens han arbejder med tolvtonemusik og gør hvad han kan for at skabe et radikalt brud med fortiden, er hans familien symbolet på det manglende opgør med fortiden. Faderen er nok mere opportunist end ideologisk nazist, men det er stadig grotesk, at han igen sidder på magten i byen, mens Ilse Kürenberg stadig rejser rundt over hele verden med sin mand.

Værre endnu er det, at Siegfrieds onkel Gottlieb Judenjahn også er i byen. I modsætning til borgmester Pfaffenrath var og er han overbevist nazist. Han har gjort sig skyldig i alle tænkelige forbrydelser under nazisternes magtovertagelse og i den efterfølgende krig, og han fortryder intet. Det skulle da lige være, at føreren blev svigtet, at der ikke blev slået flere ihjel, at jøder som Ilse Kürenberg fik lov til at stikke af fra Tyskland i stedet for at blive likvideret. Judenjahn har været eftersøgt i forbindelse med Nürnberg-processerne, men han formåede at undslippe og har siden gjort sig nyttig i et mellemøstligt regime, der havde brug for hans kompetencer. Det er kun hans kone Eva, der kan matche ham i ideologisk radikalitet. Hun har båret sort lige siden 1945 – ikke fordi hun sørger over manden, men fordi hun sørger over det tredje riges undergang…

Endelig er der Judenjahns søn Adolf, der oplevede rædslerne i krigens slutning. Nu er han ved at uddanne sig som katolsk præst, og deri ligger et lige så radikalt brud med forældrene som Siegfrieds. Jøderne havde ikke noget fædreland, og det havde de katolske præster i nazisternes optik heller ikke – deres loyalitet rettede sig mod paven i Rom.

Romanen udspiller sig hen over nogle få dage, og modsætningerne bobler hurtigt op til overfladen, når personerne mødes. Koeppen er ikke bange for at pege en anklagende finger mod de ældre tyskere eller for glæde sig, når de konfronteres med næste generations afvisning.

Bogen er ikke bare polemisk, den er også litterært interessant. Langt det meste foregår inde hovedet på personerne, hvor Koeppen trækker på modernistiske teknikker som stream of consciousness. Det giver en meget stærk indlevelse, som kan være decideret ubehagelig, når hovedpersonen er en ikke-angrende krigsforbryder, men bevidsthedsstrømmene er moderat doceret, så de gør ikke bogen svær at læse.

Titlen spiller åbenlyst på Thomas Manns Døden i Venedg, som der citeres fra indledningsvis og igen henvises til i romanens sidste sætning. Også her må en person gå sit endeligt i møde, også her reflekteres der over sammenhængen mellem kunst og levet liv, også her spiller homoseksualitet og fascination af unge drenge en rolle. Men selvom mange tematikker går igen, så er konteksten en anden, og Koeppen blander kortene på nye og overraskende måder.

Efter Koeppen har mange andre tyske forfattere taget livtag med nazismen. Det gør ikke hans bidrag mindre væsentligt eller hans psykologiske og komplekse roman mindre interessant. ( )

Deeply felt and wonderfully written novel of a German family and its post-war psychological wreckage. The pain in this account is unrelieved. I usually like depressing things, but this was somehow too much. ( )

You won't enjoy this if you're looking for 'three dimensional characters,' and you won't enjoy it if you're looking for anything about Rome: someone is dying in Rome because it's like dying in Venice, except it's the seat of empire. If you're willing to tread the line between actual human beings and symbols of German history, on the other hand, this is a very moving novel, very well translated and rather insightful. The ex (sic)-Nazi Judejahn is too bad to be true, but, on the other hand, Nazism was too bad to be true; his family includes a priest (desperately trying to purify himself for his youth in Hitler's school); a composer (trying to flee his youth...); a politician (trying to cover up his Nazi past, but not too much, because really, they were mostly right...); a conformist (who wants Germany to be great and misses the old greatness but, on the other hand, really would like a well-paying job); and Judejahn's wife, surely one of the most appalling characters in all of modern fiction--more Nazi than Himmler, if you like. These character-symbols wander around Rome and struggle with their historical situation in various ways. There are a few pointless formal tricks (paragraphs that don't end in a full stop!!! WOW!!!!), but this is a serious, well-formed, discomforting book. ( )

Nogal verouderde schrijfstijl

As a rule I attempt to distance my reviews from the personal. Certainly anecdotes thrive in this context. It is the more central experiences and principles which I make every effort to keep to myself. I'm afraid i can't do such this time. My friend J who I have worked with for 20 years died this past week. This has been one of the worst times of my adult life. I once went on a trip with J to Rome. It was around this time that I acquired this novel. For the life of me, I can't remember if it was before or after. My friend battled cancer twice in the last 20 years, this second time it was for keeps. This burning loss plagued my reading, tearing the book from hands after every ten or so pages. My wife has been wonderful throughout.

Death in Rome is exactly that. Koeppen penned a vast German family postwar dynamic and then enkindled such in 200 dense pages of shifting points of view and acerbic images. The fact that such unfolds in the Eternal City affords it relief, a perspective, a historical resonance. The family broods and rebels on issues of guilt and accomplishment: culture and the Camps. The novel succeeds with its focus on hotels, the concert hall and a smoky gay bar. Hopefully more will witness this remarkable novel, an unblinking snapshot of the odd time in (West?) Germany between 1945 and the Fassbinder expressionism of the late 60s and early 70s.

There are aspects here which anticipate Boll's masterful Billards at Half-Past Nine. ( )